Birk Bjørlo I Waste Land
22 January - 14 March 2026
Installation views
Exhibition text
Birk Bjørlo, Positions VIlI, Waste Land, Brigade Gallery, Photo by Mikkel Kaldal

Stemningsskifter: Birk Bjørlos Waste Land 

 

Farverne flimrer på nethinden, da jeg lukker øjnene i S-toget på vej hjem fra Birk Bjørlos atelier i Måløv, hvor jeg har set hans nye malerier til udstillingen Waste Land på Brigade Gallery. Mens efterbilleder af himmelblå, majgrøn, solorange, magenta og violet lyser op, tænker jeg på kunstkritiker Kristian Vistrup Madsens essay "Stemning over indhold" (2024), hvor han reflekterer over vigtigheden af at give plads til det, kunsten gør ved os. I stedet for straks at lede efter identificerbare "tematikker" argumenterer han for at give plads til kunstens stoflige og sanselige virkemåder: taktilitet, perception, resonans: "Det, vi registrerer som stemning, er et objekts totale tilstedeværelse - en tilstedeværelse, der nødvendigvis også lægger krav på vores egen." 

 

Bjørlos malerier lægger krav på min tilstedeværelse. I det store diptykon Waste Land I & II (2025) breder tørre plamager i blåtoner af indigo og kobolt sig over lærrederne mod baggrundens noter af provenceblå og cadmiumorange. Billedet er dragende og let kvalmende; jeg formår ikke at fastholde et motiv eller finde et stabilt orienteringspunkt. Et øjeblik synes det at fremmane skyformationer over et dirrende hav, i det næste kastes blikket ned i noget mikroskopisk, som mug eller skimmel set i voldsom forstørrelse. Selvom værktitlen kan læses som en invitation til at nærme sig billedet som et landskab, åbner henvisningen til T.S. Eliots modernistiske digt The Waste Land  (1922) for mere sansemættede og fragmenterede associationer til en verden i opløsning. 

 

De beskedne formater i serien  Positions gør ikke billederne mindre insisterende. Selvom flere af malerierne fremmaner genkendelige elementer fra et køkken, undviger også disse entydige aflæsninger. Det er farverne og overfladerne, der dominerer: de lysende grønne strøg, der antyder formen af to squash (Position III); de gestiske penselbevægelser i pink, der danner konturen af en tekande (Position VII); de gnistrende vokslag med knust krystal, som får det fremstillede vandglas til at skinne som sølv (Position VI). 

 

I Positions-serien aktiverer Bjørlo en stillebentradition, som modernistiske kunstnere siden slutningen af 1800-tallet har brugt til formale undersøgelser. Her erstattedes 1600- og 1700-tallets luksuriøse, symboltunge bordopstillinger af enkle, hverdagslige objekter, der kunne fremstilles igen og igen på nye måder. I lighed med stilleben af kunstnere som Giorgio Morandi (1890-1964) er det ikke motivet, der bærer billedet hos Bjørlo, men det maleriske arbejdet. Men i kontrast til Morandi, der dvælede ved de samme objekter år efter år gennem subtile variationer i farve og opstilling, er Bjørlos malerier præget af energiske spring mellem motiver, materialer og koloritter. Her gives der plads til radikale stemningsskift.

 

"Hvor der er tale om stemning, bliver det, vi normalt kalder værket, blot en pause i strømmen af en praksis," skriver Madsen. Dette synes særlig rammende for Bjørlos arbejder. Selv om malerierne kan stå alene, giver de udtryk for en pågående udforskning af både maleriets og menneskets tilstedeværelse i verden - også udenfor atelieret. Både køkkenredskaber - såvel som mug og skimmel - er fænomener, mange af os konfronteres med i hverdagens husarbejde. Disse overlap mellem kunstnerskab og forældreskab træder måske tydeligst frem i Bjørlos tegnepraksis, men jeg ser også spor af familieliv i malerier som det florlette, lyse Hode I  og det dunkle, pastose Hode II, der trækker veksler på hans tegninger af sine sovende børn. 

 

Men det er maleriernes insisterende tilstedeværelse, snarere end deres åbning mod et levet liv, der sætter sig i kroppen. Med sin farvespringende energi tilbyder billederne en tiltrængt pause fra informationsstrømmens ødeland - mindre som ro end som sanselige forskydninger. 
 
Mathias Danbolt 
 
 
 
English version
 

 

Mood Shifts: Birk Bjørlo's Waste Land 

 

The colours flicker on my retina as I close my eyes on the S-train on my way home from Birk Bjørlo's studio in Måløv, where I have seen his new paintings for the upcoming exhibition Waste Land  at Brigade Gallery. As afterimages of sky blue, May green, sun orange, magenta, and violet surface, I think of art critic Kristian Vistrup Madsen's essay "Mood over Content" (2024), where he reflects on the importance of making space for what art does to us. Instead of immediately searching for identifiable "themes," he argues to give room to the material and sensory qualities of art: tactility, perception, resonance: "What we register as mood is the totality of an object's presence - a presence that necessarily also makes demands of our own." 

 

Bjørlo's paintings makes demands on my presence. In the large diptych Waste Land, I & II (2025), dry blotches in blue tones of indigo and cobalt spread across the canvases against background nuances of Provence blue and cadmium orange. The image is alluring and mildly nauseating; I cannot settle on a single motif or find a stable point of orientation. For a moment it seems to conjure cloud formations over a quivering sea; in the next, the gaze is plunged into something microscopic, like mold or mildew seen under extreme magnification. Although the title of the paintings reads as an invitation to approach the images as a landscape, the reference to T.S. Eliot's modernist poem The Waste Land (1922) opens more sensuous and fragmented associations with a world in dissolution. 

 

The modest formats of the  Positions  series do not make the paintings any less insistent. Although several of the works conjure recognisable elements from a kitchen, these too evade unambiguous readings. It is the colours and surfaces that dominate: the luminous green strokes that suggest the form of two zucchinis (Position III); the gestural brush movements in pink that form the contour of a teapot (Position VII); the glittering wax layers with crushed crystal that make the depicted drinking glass gleam like silver (Position VI). 

 

In the Positions series, Bjørlo activates a still life tradition that modernist artists since the late nineteenth century have used for formal investigations. Here, the luxurious, symbolically charged table arrangements of the seventeenth and eighteenth centuries were replaced by simple, everyday objects that were rendered again and again in new ways. As with still lifes by artists such as Giorgio Morandi (1890-1964), it is not the motif that carries the image in Bjørlo's work, but the painterly labour. Yet in contrast to Morandi, who lingered over the same objects year after year through subtle variations in colour and arrangement, Bjørlo's paintings are marked by energetic leaps between motifs, materials, and colour palettes. Here, there is room for radical mood shifts. 

 

"Where mood is concerned, what appears as the outcome is but a pause in the flow of practice," writes Madsen. This seems particularly apt for Bjørlo's works. Even though the paintings can stand on their own, they express an ongoing exploration of both painterly and human presence in the world - also beyond the studio. Kitchen utensils - as well as mold and mildew - are phenomena many of us encounter in everyday households. These overlaps between artistic and domestic practice emerge most clearly in Bjørlo's drawings, but I also see traces of family life in paintings such as the light and delicate Hode I  and the dark, pastose Hode II, which echo his drawings of his sleeping children. 

 

But it is the paintings' insistent presence - rather than their opening toward a lived life - that registers in the body. With their leaping energy of colour, the works offer a much-needed pause from the wasteland of information - less as tranquility than as sensory recalibrations. 

 

Mathias Danbolt 

 
List of works